Om os

Velkommen til den nye badmintonsæson

Bestyrelsen vil hermed byde velkommen til den nye sæson, til udvalg, trænere, sponsorer og ikke mindst spillere.

På seniorsiden fortsætter det gode holdsamarbejde med Rising. Vi har således et hold der spiller i Serie 2, samt et hold, der spiller i Serie 3 i den nye sæson. Men ambitionsniveauet hos vor seniorformand Erik Berendtsen rækker til noget højere. Til vores seniorhold har vi igen i år vores dygtige trænere, Michael og Nicolai. De vil med garanti give vore seniorspillere de udfordringer, der vil være nødvendige.

Vi kan sagtens være flere spillere. Er du tilflytter til området, måske har du haft din ketcher lagt på hylden for en tid, så mød op til en træningsaften. Du er meget velkommen til at prøve et par gange, inden du beslutter dig. Hvis du evt. har nogle spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Erik. (Se tider og træningssteder på www.fjordager-badminton.dk)

Undertegnede har igen ansvaret for ungdomsafdelingen.

Selvom vi i sidste sæson kunne konstatere en stigende interesse blandt ungdomsspillere, vil vi altid gerne have flere nye, så mød endelig op, hvis du har lyst til at prøve at spille badminton.

Du behøver ikke have spillet tidligere – vi har forskellige hold, lige fra nybegyndere til mere øvede. Så der er med garanti et hold, der passer til netop dit niveau. Vi har hold fra U9 til U17. (Se tider og træningssteder på www.fjordager-badminton.dk)

Til dem, der har ambitioner og gerne vil noget mere med deres badminton, tilbyder vi speciel talenttræning.

Vi har dygtige og engagerede træner til alle vores ungdomshold. De står klar og venter på at lære dig eller gøre dig bedre til at spille badminton.

Vores ungdomsudvalg afvikler en del sociale arrangementer i løbet af sæsonen, hvor der lægges stor vægt på hygge og samvær. Dette giver dig gode muligheder for at knytte nye venskaber på tværs af holdene. I år vil vi tage på klubtur til LBS-stævne i Fredericia d. 22 – 24 okt. 2010 . Se mere herom på vores hjemmeside.

Vores veteranformand hedder Torben Nielsen og har du spørgsmål angående veteranrækken, er du velkommen til at kontakte Torben.

Der er i dag 14 – 16 veteranspillere. Vi har et hold i +40 mesterrækken, samt et i +40 a-rækken og endelig et i +50 rækken. Også her kunne vi tænke os at lære nogle nye spillere at kende, så er du fyldt 40 år, m/k, er du meget velkommen. Der trænes i Agedruphallen mandag kl. 19.30 – 21.00.

Vores motionistformand hedder Willy Christiansen. Hvis du kunne tænke dig at få noget god motion, samt lære nogle nye mennesker at kende, skal du ringe til Willy på tlf. nr. 25 76 53 21, så vil han forsøge at finde nogen, du kan spille sammen med.

Hvis I er 2 eller 4 personer, som vil spille sammen, så ring til Willy, og han vil forsøge at finde en ledig bane, samt et tidspunkt, der passer jer.

Relevante oplysninger ang. træningstider, træningssteder, kontaktpersoner m. m. findes på www.fjordager-badminton.dk

Med ønsket om at se alle de ”gamle” spillere samt forhåbentlig mange nye, glæder vi os til en ny og spændende sæson.



Hovedsponsor

RK
backup_gif_130x208

Facebook

facebook

Kalender

Conventus login